Undskyld min skiftende stil, viser nok meget godt hvem jeg er, masser af humor, sjov, hang til smil, men også alvor, filosofiske tendenser ud på, nogle gange, overdrevet af urimelighed. Selvironi iblandet jantelov, og med betydelig grad af ekshibitionisme..
I går, søndag, fik jeg nogle meget kraftige overvejelser omkring, hvad det egentlig er jeg har gang i med denne blog, denne selvudstilling af mit følelses- og sexliv. Indenfor anonymiteten, ganske vidst, men som jeg bevæger mig ud i lyset og viser mig, er der pludselig nogen som ved mere om mig end jeg egentlig nok har det helt godt med?
Fik en forskrækkelse i går, fik fuldstændig uventet, uforudset, voldsomt, overskredet mine grænser. (Havde ikke noget med min ufrillige eksponering af numsen at gøre). Hvordan og af hvem er ikke essensen, det var ikke meningen, at det skulle ske, slet ikke intenderet, og i øvrigt allerede tilgivet, da der ikke var noget at tilgive. Men i kølvandet ramte det mig hårdt, at blive udstillet seksuelt på en måde som jeg slet ikke kunne klare. Jeg kom til at tænke over, hvad det egentlig er jeg gør med min blog, jeg udstiller jo netop mig selv i massiv grad, på allermest intime måde, udstiller min sanselighed og seksualitet. Jeg er egentlig et privat menneske, har aldrig været typen som flashede mig selv med min seksualitet, har altid været indbegrebet af pænhed, nydelighed, korrekthed. Var den pæne pige, den søde pige. Samvittighedsfuld, omhyggelig, grundig, flittig..
Nu fortæller jeg pludselig alle, som har lyst til læse om det, hvad der tænder mig seksuelt, hvad jeg gør, tænker, føler, ud til mindste detalje. Indrømmet, jeg har en kerne, jeg ikke viser, hverken her eller andre lignende steder, men jeg viser rigtig rigtig meget, for meget? Følte mig i går billig på en måde, som intet har med denne BDSM verden, ”leg” at gøre, intet med mit submissive selv at gøre. Jeg følte mig slet og ret lille, vulgær, billig, luderagtig, på den helt forkerte måde. Og hvis jeg kunne føle sådan, i den givne situation, hvad var det så jeg gjorde, selv, ved min ekshibitionisme på min blog?
Alle kan gå ind og bruge mine ord, hvis de er interesserede, de er frit tilgængelige, og med brug af mine ord, mine billeder, bruge mig?
I 2-3 timer havde jeg besluttet at stoppe min blog, slut, ikke mere..
Det er ikke der´ jeg er længere, men jeg blev noget så forskrækket, over mig, mine tanker, mine handlinger, mine ord, og hvad de kan føre til. Jeg har lyst til at fortsætte min blog, men jeg er lige nu lidt i tvivl om jeg tør være lige så deskriptiv som tidligere. Jeg holder fast i min kerne, mit private selv, men, jeg ser, jeg også måske i lidt højere grad end tidligere, må passe på mig selv.
En blog, ord foran en computerskærm, virker anonymt, men de mennesker, som læser i den anden ende, er ikke spor anonyme.. Tid til eftertanke og refleksion. Hvad nu..
Allerførst:
SvarSletJeg er sikker på, at det er godt at tænke grundigt over, hvordan du har det med at blogge. Ja, du udstiller dine tanker, dine lyster, din drift. Jeg tænker: Hvor er det befriende ;-) ... og jeg kan se på besøgstallet, at mange mennesker i DK har lyst til at læse bloggen - og der er også folk, som skriver til mig med tak. Tak for at dele ... og turde sætte ord på.
Jeg tror, det er vigtigt. At sætte ord på. At åbne munden og sige, hvad vi tænker.
Dernæst:
Du må ikke være bange for dig selv ;-)
Du er ikke så meget anderledes end andre kvinder - og når jeg læser dit indlæg her ovenfor, genkender jeg det meste fra min tid som blogger. Måske er det en "fase" (?), som vi alle skal igennem?
Jeg har fået fred med tanken om, at jeg ikke er så anderledes end andre kvinder. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke skrev det, jeg gør, var der en anden, som ville gøre det. Mine tanker om noget så universelt som ... sex og samhørighed ... er netop dette: Universelle.
Processen er ny ... for mig og for dig i hver vores sted i den. Men andre har trådt stien og vi går blot i deres fodspor. Også selv om vi ikke kan se dem.
Dit unikke dig er ikke afhængigt af, om du udstiller dine sexlyster. Dit unikke selv er dig - med hud og hår, med lyst, drift, saft og kraft. Den pæne pige er et fængsel, nogen har bildt os ind er godt at være i. Jeg vil hellere dø som 100 årig med sikkerheden om, at jeg har levet livet, mærket livet - end jeg vil have, at der står på min gravsten: Hun var en pæn pige. God pige. Dygtig kvinde.
:-)
Du er ikke billig. Du er en modig, intelligent kvinde, som ønsker at mærke livet i mere end bare traditionel forstand.
Tillykke med det :-)
Tilgiv dig selv for at være KVINDE. Og nyd det :-)
...
Jeg kan selv godt blive grebet af skræk og panik, for hvad nu hvis MIN anonymitet bliver afsløret. Hvad nu hvis der er folk derude, som jeg i virkeligheden ikke ønsker skal have dette kendskab til denne del af mit liv... I blogverdenen og i miljøet for langt størsteparten er jeg blot et nick blandt mange... Og sådan kan jeg godt li det.
SvarSletDet er også sådan det skal være. Den lidt anonymiserede forfatter - for personen bag tankerne, oplevelserne, fantastier og lysterne er jo ikke vigtige for læserne. De ovennævnte ting BØR og SKAL kunne stå alene. De skal tjene deres formål med oplysning, nuancering og formidle forskelligheden.
Vi anonyme forfattere skal derimod bruge vores blogge til det, hvor de tjener os bedst. Refleksioner, terapi, netværk, what-ever...
Og ret beset... så er der "heldigvis" nogle, der finder disse blogge langt mere interessante og givende end de hersens "se mit putfit i dag og hvad jeg fik at spise til frokost og så hvad der var på tilbud"-blogge...