Endnu en aften i sofaen..

Forhistorien: at jeg i mit ægteskab nærmest hadede min sofa.. Jeg endte i den hver aften, ved siden af min eks-mand, og i løbet af 20 minutter snork sov jeg, trist trist trist.. Tænkte så, at jeg måtte gøre noget, for på en eller anden vis at stå mere til rådighed.. (I denne sammenhæng en metafor, aldrig noget ønske fra hans side om meget mere interessante ting end missionæren, og, når der var fest, bagfra, liggende på siden..) Til rådighed, ja, begyndte derfor at hækle.. Så var jeg da i det mindste vågen, hvis han ønskede at tale med mig, ønskede noget som helst med mig.. Det gjorde han ikke, men jeg fik i det mindste hæklet rigtig rigtig mange fine tørklæder og mormor firkanter..

Nå, sofaen nu, er noget lidt andet.. Igår, lå med hovedet i hans skød, træt, lang uge, en del bekymringer og overvejelser. Jeg elsker at ligge der, trygt og rart, hans hånd blidt på mit hoved. Halvdøsig tilstand, mærkede pludselig hvordan hans hånd strammede om mit hår, hårdt, og, først som advarsel lille slag på kinden, derefter åndeløst, flere hårdere slag.. Mistede pusten, mærkede hvordan han trak mig hen over sine knæ, og fandt min kusse.. Tydeligt ikke helt tilfreds med fugtigheden, mærkede det første svidende slag med hånden på min balle, over mit stadig ømme, største mærke fra sidste weekend.. En høj lyd undslap mine læber, mærkede hvordan min kusse belønnede slaget..

"Stille Tøs, jeg vil ikke høre en lyd fra dig i aften"..

Herefter, slag på slag på slag, på slag, hård hjertebanken, mens jeg bare ønskede mere, mere, mere..

Elsker min sofa, nu..