Oplevede i går en anden form for smerte.. En bare ualmindeligt pinefuld, ondsindet, fæl smerte, som gjorde ondt helt ned i begge lilletæer, så jeg sad og vred mig i stolen, og dårligt kunne sidde stille.. En smerte som fik tårerne til at trille ned af kinderne, de små hår på armene til at rejse sig, og fik mig til at forbande mine egne idealer og idéer. En smerte, som fik mine hænder til at blive klamme, fik mig til at spænde hver en muskel i hele kroppen, inklusiv mine baller, så jeg nærmest blev en centimeter højere i stolen..
En smerte som jeg hver gang må give fortabt overfor, som jeg bare ikke kan klare mere end få minutter, en smerte som virkelig kan få mig til at tigge og bede om at smerten skal stoppe.. Smerten som hver gang er min overmand, smerten, som jeg til enhver tid vil bytte ud med en hvilken som helst anden form for smerte, pisken, floggeren, tawsen, spanskrøret..
.
.
Smerten, når min frisør plukker mine øjenbryn med en pincet..
den smerte kan jeg sådan nikke genkendende til. Kan stadig huske første gang jeg udsatte mig for den.
SvarSletJeg har aldrig haft så ondt, at få hevet tænder ud, var blidere. Aldrig har jeg krabbet rundt og krampagtigt hold mig fast i stolens armlæn og følt frisøren rev og flåede små stykker af bagsiden af mit kranie ud med hvert brynhår. Jeg blødte fra utallige små sår, så fast sad de.
Det endte med jeg investerede i en særlig pincet, med en fjeder mekanisme (jeg havde ikke nerver til selv hive) som jeg skulle klemme på og langsomt har jeg lært plukke mine bryn selv...uden de forbandede smerter og med det plus at jeg kan tage dem, som de kommer og ikke skulle vente og få flået hele molevitten væk på en gang
LilleQ, det lyder som en helt fantastisk opfindelse, den pincet. Problemet kunne dog for mig være, at jeg er en smule doven med de øjenbryn, så det ender garanteret alligevel med frisørstolen.. Men, har vist sagt det før, så kan jeg lære det.. *grin*
SvarSlet