Jeg har haft fornøjelsen af en e-mail udveksling, hvor jeg fik spørgsmålet, hvad der tænder mig mest, ydmygelse, smerte eller submission.
Det gav mig lidt at tænke over, for en ting der så afgjort tænder mig er at skrive om, hvad der tænder mig..
Først tænkte jeg, at det var da nemt, enkelt, helt soleklart. Men..
Ydmygelse..
Min første tanke om ydmygelse var i forhold til offentlig ydmygelse. Og da jeg jo på ingen vis er ”offentlig” har jeg ikke prøvet dette (ud over fremvisning, ikke-planlagt, af stribet numse i revnet nederdel på café).. Men, jeg tror ikke jeg vil bryde mig om det, heller ikke som et område hvor mine grænser skal skubbes. Så det er et no-go.. På den anden side ydmygelse i private rammer, hjemme, seancer.. Jeg tænkte først, at jeg da aldrig har prøvet det. Jeg føler mig da ikke ydmyget, når han beder mig tigge, tælle, striber min numse så tårerne bryder frem, han gør det jo for min nydelses skyld.. Og jeg nyder. Midt i ydmygelsen, for det er jo præcis det, det er.. Så fra at tænke, at jeg overhovedet ikke tænder på ydmygelse, kovending, jeg tænder jo netop på ydmygelse..
Tilføjelse: Tænkte mest på offentlig ydmygelse som at blive stillet op på et gadehjørne.. Det ville jeg bestemt ikke bryde mig om. Ydmygelse som hvad der nu kan ske i en klub, måske en lidt anden sag. Kalder i hvert fald på et par fantasier..
Tilføjelse: Tænkte mest på offentlig ydmygelse som at blive stillet op på et gadehjørne.. Det ville jeg bestemt ikke bryde mig om. Ydmygelse som hvad der nu kan ske i en klub, måske en lidt anden sag. Kalder i hvert fald på et par fantasier..
Smerte..
Det absolut nemmeste. Jeg tænder så afgjort på smerte, higer efter den nogen gange, så det i sig selv gør ondt.. Men, jeg frygter den jo også? Den svidende smerte fra mange snerter i en flogger, fin, ja, men den korte præcise smerte fra en smal tawse, en ridepisk, og ypperligst, spanskrøret.. Åh ja.. Men når jeg fra at hige efter det mærker den brændende smerte blive ved, så frygter jeg den næsten, samtidig med at jeg ønsker den, og ønsker mere, mere..
Submission..
Service, givet ham af mig.. På nogle af måderne, igen, så ganske afgjort. Små opgaver, ydelser, pligter han giver mig. Ting jeg skal gøre, for at få min belønning, ham.. Submission som 24/7, mere vanskelig. Måske som en mulighed i fremtiden, men slet ikke lade sig gøre-lig som tingene er lige nu, og derfor vel heller ikke aktuel. Men submission er jo meget mere end bare service, opgaver, det er hele underkastelsen under hans vilje, at være hans tøs, hans kvinde, hans instrument, som han kan bruge som han har lyst. Det tænder mig helt usigeligt meget..
Så her har vi, ydmygelsen, smerten, submissionen, og jeg ser tydeligt, at for mig og ham følger de 3 hinanden, kan ikke skilles. Kan ikke gradueres. De 3 er hans måde på forskellig vis at vise mig, min måde at vise ham på, at jeg er hans.
Sjovt med definitioner og hvad der skal til for at acceptere dem ... dybfølt.
SvarSletJeg har det sådan, at hvis jeg mærker, at det er ydmygelsen og straffen i sig selv, det handler om, så stopper min nydelse omgående. Men når Han kræver underkastelse og rådighed over mig til at smække mig med hænder, pisk eller andet, så er det for mig = nydelse og bare "mere-følelse" = kærlighed. Det er i hvert fald ikke ydmygelse.
Hvis jeg mærker bare antydningen af, at der er tale om "straf", slukker min seksualiserede tilstand omgående. Og jeg bakker fuldstændigt. Står af, kan ikke længere være med.
Men Han er velkommen til at gøre lige nøjagtigt, hvad Han vil, bare det ikke er "straf".
Når fokus på ydmygelse og straf er pillet ud af det, kan jeg sagtens gøre og nyde det hele alligevel. Så kan jeg overgive mig.
Kære Hanskvinde.
SvarSletJeg forstår hvad du siger. For mig er definitionerne i denne verden lidt flydende, fordi jeg hele tiden ændrer mig, udvikler mig? Hvad jeg syntes var en god beskrivelse på et tidspunkt kommer hen af vejen til at mangle nuancer, og det er nærmest umuligt at lave en kort beskrivelse af følelser omkring ydmygelse, smerte og submission.
Siden jeg skrev indlægget har jeg tænkt meget over emnerne, tror jeg skriver mere om det på et tidspunkt.
Ordet straf for mig er lidt flydende, egentlig forstår jeg det ikke som straf, selvom det bruges i sammenhængen, men mere som en belønning. Og så er det jo ikke straf?
Hvad ydmygelse angår tror jeg det er lidt det samme. Det handler om ting, gerninger, hvor der er en essens af ydmygelse i det, men da det dybest set er hvad jeg gerne vil, er det ikke særligt ydmygende, hvis overhovedet.
Så din bekrivelse af at fokus på ords bogstavelige betydning skal væk for følelsen i det, overgivelsen, er jeg helt enig i.
Håber det giver mening, hvad jeg forsøger at forklare :-)