En tur langt væk..

Inden forventningerne skrues alt for højt op vil jeg lige fortælle, at vi altså drog af sted med 50% af os forkølede, og så er det jo ikke altid at man har energi til overs til for meget sjov og ballade.. Ikke hvis man er mand i hvert fald.. ;-)



Allerførst, inspektionen af missemåtten, jf. forrige blog. Den havde haft et par dage mere at gro til i, så den mest synlige pletskaldethed var dækket af et par af de andre dun. Dommen gik dog ikke så meget på æstetikken, men at den var god nok at røre ved..



Søndag morgen.. Synes i øvrigt passende at starte med, da jeg vist primært har lovet noget om lørdag aften, og det tidligere har vist sig ret underholdende at danse lidt rundt om den varme grød.. Søndag morgen var en af de morgener hvor jeg vågnede en smule radbrækket, noget med visse ømme steder på kroppen, som jeg faktisk kan vågne af om natten, hvis jeg kommer til at vende mig og ligge på en bestemt måde.. Ikke at jeg på nogen vis klager, altid rart at føle ømheden i kroppen efter noget godt. Lørdag morgen skåner jeg jer for, den var mest præget af en forkølet Herre og papirlommeletter ;-). Søndag morgen var, dejlig, og næsten vanilleagtig med den vækkemetode han vanligvis foretrækker, at jeg sætter mig godt til rette ovenpå Ham, og lader mig glide ned over Ham..Ikke særlig vanilleagtig var dog de fingre som borede sig ind de mest ømme steder på min krop, stederne som også havde vækket mig om natten..



Lørdag aften.



Endnu en gang fik jeg lov til at sidde bundet i sofaen med hænderne på ryggen, blindfolded, ventende. Endnu en gang hviskede Han i mit øre om sine planer omkring aftenen. Spisebordet i hjørnet, som ellers mest bliver brugt som tegne-spille-computer bord. Trukket ud fra hjørnet og ud på gulvet, så Han kunne bevæge sig rundt omkring det. Så vinklen kunne varieres og slagretningen ændres med det valgte redskab. Mod kvinden, mig, bundet og udspændt hen over bordpladen, hænderne bundet sammen og strakt ud over bordet, røven i vejret tilgængelig, og benene spredte og fastbundne til hver sit stoleben. Fødderne stilet klædte, så balancen kunne korrigeres og røven fik den præcist mest tilgængelige og praktiske højde i forhold til Ham. Jeg stod der jo et stykke tid, mens Han fandt og brugte redskaber at slå med jeg nærmest ikke efterhånden kunne skelne fra hinanden. Flogger, ridepisk, flettet pisk med en knude i enden, spanskrør..



Men det var ikke det der startede turen ind i subspace. Det gjorde den pludselige, frygtindgydende og nye fornemmelse af ridepiskens slag, som helt uventet landede på kinderne i mit ansigt, mange gange, mod begge kinder, mens jeg sad i sofaen. Berøvet synet bag blindfolden så meget desto mere sårbar og modtagelig..



Bagefter sad jeg længe, længe på gulvet ved Hans fødder, det eneste og helt rigtige rigtige sted at være..



.