Den ultimative straf.

Bloggen her skriver jeg ikke som en hentydning til min Herre, eller som et forsøg på at påvirke Ham i hverken den ene eller den anden retning. Han er i øvrigt ikke sådan at påvirke, hvis han ikke selv har ønsket om at blive det. Mærkeligt nok.. ;-)



Min Herre tester mig en smule for øjeblikket, hvad angår scenarier, hvad der virker, og hvad der virker rigtig effektivt. Han har altid hvisket fantasier i ørerne på mig, Hvad han kunne tænke sig, hvad Han forestiller sig, hvad Han vil. Hvordan Han ønsker at se mig.. Forleden hviskede ham i mine ører, hvor meget Han glædede sig til at se mig på fredag, liggende på gulvet, iført mit nye undertøj, hofteholder, strømper, bagbundet. Men hvis jeg ikke glædede Ham nok indtil da ville Han lade mig ligge dér, og ikke udsætte mig for nogen straf eller noget andet overhovedet, smæk, eller andet..



Dermed ramte han rent ind i min ultimative frygt, ikke at få smæk eller straf, ikke at få den særlige nærhed, ikke at få mulighed for at vise Ham underkastelsen, ikke at blive udsat for smerten, ikke at vise Ham hvor gerne jeg vil.. Jeg har tidligere levet længe uden sex, går der lang tid nok bliver man ligeglad, og så betyder det pludseligt ikke så meget længere.. Jeg har af nød mere end af lyst også i perioder måttet undvære at udleve min indre masochist, hvilket har været pinefuldt, men nødvendigt, af hensyn til andre, vigtigere ting end mit behov for en rødglødende bagdel. Og så er det sådan det må være. Men som tingene er nu, at skulle være foruden at opleve smerten, at gå og glæde sig en hel uge til fredag, og så ikke opleve glæden i at give mig selv til Ham. Ikke opleve det Han giver mig tilbage, når Han tager fra mig hvad jeg med glæde giver.. På det mentale plan såvel som det meget kødelige.. Det kunne jeg slet ikke rumme. Jeg græd, over tanken alene. Den ultimative straf som virker ved truslen alene, hvor jeg bliver virkelig ramt, nærmest panisk, er tanken om slet ikke at få..



I situationen hiksede jeg, at det er Herrens ret at gøre som Han lyster, for det er det. Det står ikke til diskussion. Den samtale har vi også haft. (Midt i juleaftens forberedelserne, hvor jeg kom med én geschæftig instruks for meget..) Hvis jeg vil være hos manden jeg elsker, have den stærke, dominante mand, og samværet som vi har det nu, med den udvikling vi er midt i, er det sådan det må være. Ellers går vi tilbage til den gamle stilstand, som ikke virkede, og det ønsker ingen af os. Dermed er resten givet, at det er Hans ret. Men jeg kunne næsten ikke rumme tanken om dén straf.. Om eller når jeg skal eller bør udsættes for straffen, for at lære eller bare fordi, ved jeg ikke. Det synes jeg er svært at filosofere over, og da det alligevel ikke står til mig at afgøre (ud over selvfølgelig at gøre mit bedste for at følge Hans anvisninger), vil jeg lade den ligge.



Hvad angår straf generelt så siger jeg ikke, at jeg ikke kan påføres straf og smerte så kraftig at jeg ikke ville kunne udholde den, for selvfølgelig kan jeg det. Selvfølgelig kan mine grænser på dén og andre måder overskrides, og jeg kan blive udsat for ting jeg ikke bryder mig om. På den mindre gode måde. Men jeg stoler på ham, dybt, og jeg stoler på at Han vil samle mig op igen, hvis mine grænser bliver overtrådt for meget. For lidt skal de grænser vist rykkes og overtrædes en gang i mellem, har jeg hørt. (Noget med en gulerod man ikke skal lade dingle for længe foran en Herres blik..)



Han vil samle mig op, ganske som han meget enkelt samlede mig op forleden morgen:
"Det er kun godt at jeg kender din værste frygt". Både hvis eller når jeg bruger den, men også så jeg kan beskytte dig mod den.."


.