Afledt af min sidste blog har jeg gjort mig en del filosofiske tanker omkring begrebet straf, hvad det er for mig, hvad der er for Ham, hvad der er til fælles bedste, kælesmæk kontra straf som den korrektion en Herre lader sin slavinde føle, fordi det er det, der er brug for..
Jeg har på ingen vis den endegyldige sandhed, heldigvis, ellers kom der jo ikke meget debat ud af det ;-). Jeg tror heller ikke at der er en fælles definition som er ens for alle, hvilket jo gør det en smule vanskeligere at tale om. Når det er sagt vil jeg dog alligevel undgå at komme med min sædvanlige "smøre", at det som altid er individuelt og at det udelukkende afhænger af de involverede parter. Jeg skulle nødigt komme til at lyde som om jeg var på repeat, ligesom Lars Klingert i 90'erne i P3 programmet "Natteravnen", hvor hans nærmest konstante standard svar var "Det-synes-jeg-du-skal-tale-med-din-arbejdsgiver-om" (For de som nu er fra min generation og kan huske programmet..)
For mig er der en lov omkring smæk og én lov alene. Det er Ham og kun Ham der bestemmer, hvornår, hvordan, med hvad, og hvor længe.. Nogle gange kan Han, når Han er i det humør, lokkes, især hvis jeg ikke giver lyd fra mig, når Han er begyndt at smække. Men, når det så er sagt ved både Han og jeg selvfølgelig hvad det er jeg gør, og jeg kan lige så godt risikere at Han tænker at jeg kan komme til at ligge som jeg har redt, og helt stoppe..
I virkeligheden er jeg faktisk meget lidt tøset. Jeg kan være en frygtelig ordkløver og drillepind, lidt for rap i replikken for mit eget bedste, have en smule svært ved at modtage kritik (det skal der ikke kommenteres på ;-)), og have svært ved at holde min mund, når det ellers ville være en god idé. De evner giver mig jævnligt knubs i vanille verden, men jeg vælger at sige at det hører til min personlighed, og jeg ville ikke være mig hvis jeg lod være.. ;-) (Øver mig dog fortsat på det med kritikken O:-)) Når det kommer til samværet med Ham kan jeg sagtens smådrille i forspillet, på måden jeg ved Han kan lide og sætter pris på, men når halsbåndet kommer på og når hænder og fødder bliver bundne synes jeg det er småfjollet at kæmpe i mod, jeg er jo i situationen bund liderlig og vil så gerne..
Hvad angår kælesmæk er det et begreb som nok også er ret flydende. Jeg forstår kælesmæk som noget Herren giver sin slavinde fordi hun bare trænger til en blå røv og et par striber, til at blive fanget i liderlighed og lidenskab. Noget hun får, fordi hun har fortjent det, mindst lige så meget hendes behov som fordi Han har brug for at smække. For mit eget vedkommende har jeg gået længe i perioder uden smæk fordi Han ikke var lige dér, og dér blev der ikke uddelt kælesmæk bare fordi jeg havde brug for det. Jeg ventede og måtte vente. På den anden side er der ingen tvivl om at det er en del af Hans nydelse at Han kan se hvor meget jeg nyder smerten og slagene, og hvis det er kælesmæk at jeg nyder det, ja så får jeg kælesmæk. Men det er altså også et dobbeltægget sværd, med dobbelt betydning, fordi jeg inde i mit hoved for at nyde det (og nyde det bagefter) også skal have fornemmelsen af ikke at nyde det, men at tage i mod en smerte som gør rigtig ondt, fordi det er det, Han vil..
Jeg kan i hvert fald fortælle hvad jeg kan huske af det sidste af fredag aften. Hvor jeg ør i hovedet og lidt mere følsom og sensitiv end de sidste par gange lå udspændt over spisebordet i min stue, med armene strakt over hovedet og benene bundet til hvert sit bordben.. Hvor tankemylderet var væk, fokus var 100%, og hvor en lidt fortrydelig "teenager/tøse/sub-stemme" inde i mit hoved gentog flere gange:
- "Det her er i hvert fald IKKE kælesmæk.. Det her er i hvert fald ikke kælesmæk.."
Fredag aften hvor jeg, efter mange slag hen over bordet, med gråd i stemmen, snot og tårer i øjnene, bønfaldt Ham om mere, mere for Ham, til Ham. Hvor Han stoppede, fordi jeg tydeligvis havde fået mere end rigeligt, nok og mere til. Hvor jeg bønfaldt ham om mere, fordi Jeg havde sådan brug for at vise Ham at selv når grænsen er nået og jeg virkelig ikke kan mere, så er der lidt mere at give, på den anden side af grænsen. Så han slog igen, og de sidste slag var ikke en service Han ydede, det var ikke kælesmæk, det var heller ikke straf. Det var for Ham, og Han tog imod sin gave..
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar