En intens weekends oplevelse, som jeg må skrive om. Både fordi jeg har brug for det, men også fordi jeg ved Han forventer det, og afventer min beskrivelse..
Der var planlagt fræk fredag. En aften uden børn, og optakten et møde på café. Påklædning efter "vejledning", selv om jeg godt ved hvad han foretrækker ;-). Nederdel med vidde eller temmelig kort, så jeg er tilgængelig, også på en café hvor alle kan se, hvis de får kigget det rigtige sted hen, eller den velplacerede stol foran os alligevel er lidt skævt anbragt.. Hofteholder og strømper, og en BH uden den vanlige forfængelige polstring, så et strejf med en hånd eller en arm kan få de strittende brystvorter til tydeligt at træde frem mod stoffet i en tynd bluse..
Senere blev det håndbold semi-finale, hvor jeg meget hurtig fik at vide, at jeg ville få lige så mange hårde slag med spanskrøret som Danmark scorede mål.. Og derefter kom fuldstændig ud af fokus, fordi kampen simpelt hen var så spændende at jeg nærmest spiste sofaens armlæn. Og glemte alt om sex og leg, fordi jeg var fuldstændig udmattet af al spændingen i kampen.. (Ved det lyder utroligt, men sådan var det..)
Han havde ikke glemt noget.. Faktisk husker jeg ikke ret meget, det meste er forsvundet lidt i en tåge. Men det var hans lyst som var i fokus, og han havde sagt jeg fik mine slag. Det han først gjorde ved mig gjorde ondt, niv, små slag med en pisk.. Jeg prøvede at finde ind i det, men indså at det ikke var sådan en aften. Og mens jeg stod midt på gulvet, uden at være bundet, fikseret, blind-foldet eller noget som helst andet, med tårerne trillende, og højt hiksende gråd husker jeg at jeg tænkte, at hvis han var den han sagde han var, ville han gøre det alligevel.. Man skal ikke sætte sin Herre på prøve, men indvendigt testede jeg ham i tanken alligevel, måske en afgørende prøve for min endelige totale kapitulation.. Og som jeg stod dér og kunne have flygtet, uden at jeg overhovedet overvejede at det var muligt, viste han mig sadisten, og jeg fik de 29 hårde, næsten ubærlige slag..
Bagefter aede han mig i søvn med hovedet i hans skød, og dagen efter var alt anderledes inde i mit hoved.. For første gang betød det ikke noget for mig hvor meget jeg kunne tage i mod og om jeg kunne klare mere, fokus var et helt andet sted..
.
torsdag den 30. januar 2014
mandag den 20. januar 2014
Et par øjebliksbilleder fra en weekend med børn..
Børneweekender er børneweekender.. På trods af liderlige fantasier, lyst og behov er der sjældent meget "sjov" når der er børneweekend.. Den yngste vågner tidligt, stiller sig ikke sådan til tåls med en låst soveværelsesdør, og den ældste går så sent i seng at det nærmest er senere end mig..
Så på trods af en skøn weekend i huset i skoven langt væk er der ikke mange rigtig lange gode historier at fortælle ;-). Derfor et par øjebliksbilleder i stedet.. Af den mere uskyldige slags.
Udpakning fredag aften. Hans store taske stod på gulvet, med diverse almindelige ting, og under disse et lille arsenal af, Hans ord "småting, hvis der nu mod forventning blev en mulighed.." Altså manchetter, halsbånd og ridepisken. (Der bor i huset permanent et spanskrør, som er døbt "Gucci"..) Svaret som fløj ud af munden på mig da jeg så pisken: "Åh Skat hvor er du sød.."
Tankerne på løbeturen søndag morgen i bidende kulde og blæsevejr, iført 3 par bukser, 3 par bluser, løbejakke og vest.. "Jeg vil hellere have xx antal slag end løbe 5 km lige nu". Naturligvis med glorien skinnende blank over hovedet.. Og hvornår vil jeg ikke hellere have xx antal slag.. Hmm..
Flere omgange af noget frygtsomme fantasier ved synet af det fine marokkanske skærebræt i mørkt og duftende træ han fik i julegave af sin søster, som næppe tænkte da hun købte det, at det kunne blive til et formidabelt slagværktøj..
Søndag morgen, hvor vi alligevel tiltuskede os lidt voksentid, inden der blev rusket hårdt i døren.. Med tæerne let krummede af frygt for at vække børnene pga. klaskende høje lyde prøvede jeg at hentyde (ikke så skjult en hentydning, indrømmet), at jeg altså godt kunne lide at blive nevet.. Forklarede, at jeg tænkte det var lidt mere stille, og jeg syntes at huske jeg måske på et tidspunkt havde sagt at jeg ikke kunne lide det.. (Hvor dum kan man være, siden hvornår har det været en hindring..). Fik ud af det et kæmpe grin fra Ham, et nyt "kælenavn" "fedte-tøs", og så ellers ikke mere.. Overhovedet! Af noget som helst! Så kan jeg lære det..
.
Så på trods af en skøn weekend i huset i skoven langt væk er der ikke mange rigtig lange gode historier at fortælle ;-). Derfor et par øjebliksbilleder i stedet.. Af den mere uskyldige slags.
Udpakning fredag aften. Hans store taske stod på gulvet, med diverse almindelige ting, og under disse et lille arsenal af, Hans ord "småting, hvis der nu mod forventning blev en mulighed.." Altså manchetter, halsbånd og ridepisken. (Der bor i huset permanent et spanskrør, som er døbt "Gucci"..) Svaret som fløj ud af munden på mig da jeg så pisken: "Åh Skat hvor er du sød.."
Tankerne på løbeturen søndag morgen i bidende kulde og blæsevejr, iført 3 par bukser, 3 par bluser, løbejakke og vest.. "Jeg vil hellere have xx antal slag end løbe 5 km lige nu". Naturligvis med glorien skinnende blank over hovedet.. Og hvornår vil jeg ikke hellere have xx antal slag.. Hmm..
Flere omgange af noget frygtsomme fantasier ved synet af det fine marokkanske skærebræt i mørkt og duftende træ han fik i julegave af sin søster, som næppe tænkte da hun købte det, at det kunne blive til et formidabelt slagværktøj..
Søndag morgen, hvor vi alligevel tiltuskede os lidt voksentid, inden der blev rusket hårdt i døren.. Med tæerne let krummede af frygt for at vække børnene pga. klaskende høje lyde prøvede jeg at hentyde (ikke så skjult en hentydning, indrømmet), at jeg altså godt kunne lide at blive nevet.. Forklarede, at jeg tænkte det var lidt mere stille, og jeg syntes at huske jeg måske på et tidspunkt havde sagt at jeg ikke kunne lide det.. (Hvor dum kan man være, siden hvornår har det været en hindring..). Fik ud af det et kæmpe grin fra Ham, et nyt "kælenavn" "fedte-tøs", og så ellers ikke mere.. Overhovedet! Af noget som helst! Så kan jeg lære det..
.
torsdag den 16. januar 2014
En smule mere om straf eller smæk..
Afledt af min sidste blog har jeg gjort mig en del filosofiske tanker omkring begrebet straf, hvad det er for mig, hvad der er for Ham, hvad der er til fælles bedste, kælesmæk kontra straf som den korrektion en Herre lader sin slavinde føle, fordi det er det, der er brug for..
Jeg har på ingen vis den endegyldige sandhed, heldigvis, ellers kom der jo ikke meget debat ud af det ;-). Jeg tror heller ikke at der er en fælles definition som er ens for alle, hvilket jo gør det en smule vanskeligere at tale om. Når det er sagt vil jeg dog alligevel undgå at komme med min sædvanlige "smøre", at det som altid er individuelt og at det udelukkende afhænger af de involverede parter. Jeg skulle nødigt komme til at lyde som om jeg var på repeat, ligesom Lars Klingert i 90'erne i P3 programmet "Natteravnen", hvor hans nærmest konstante standard svar var "Det-synes-jeg-du-skal-tale-med-din-arbejdsgiver-om" (For de som nu er fra min generation og kan huske programmet..)
For mig er der en lov omkring smæk og én lov alene. Det er Ham og kun Ham der bestemmer, hvornår, hvordan, med hvad, og hvor længe.. Nogle gange kan Han, når Han er i det humør, lokkes, især hvis jeg ikke giver lyd fra mig, når Han er begyndt at smække. Men, når det så er sagt ved både Han og jeg selvfølgelig hvad det er jeg gør, og jeg kan lige så godt risikere at Han tænker at jeg kan komme til at ligge som jeg har redt, og helt stoppe..
I virkeligheden er jeg faktisk meget lidt tøset. Jeg kan være en frygtelig ordkløver og drillepind, lidt for rap i replikken for mit eget bedste, have en smule svært ved at modtage kritik (det skal der ikke kommenteres på ;-)), og have svært ved at holde min mund, når det ellers ville være en god idé. De evner giver mig jævnligt knubs i vanille verden, men jeg vælger at sige at det hører til min personlighed, og jeg ville ikke være mig hvis jeg lod være.. ;-) (Øver mig dog fortsat på det med kritikken O:-)) Når det kommer til samværet med Ham kan jeg sagtens smådrille i forspillet, på måden jeg ved Han kan lide og sætter pris på, men når halsbåndet kommer på og når hænder og fødder bliver bundne synes jeg det er småfjollet at kæmpe i mod, jeg er jo i situationen bund liderlig og vil så gerne..
Hvad angår kælesmæk er det et begreb som nok også er ret flydende. Jeg forstår kælesmæk som noget Herren giver sin slavinde fordi hun bare trænger til en blå røv og et par striber, til at blive fanget i liderlighed og lidenskab. Noget hun får, fordi hun har fortjent det, mindst lige så meget hendes behov som fordi Han har brug for at smække. For mit eget vedkommende har jeg gået længe i perioder uden smæk fordi Han ikke var lige dér, og dér blev der ikke uddelt kælesmæk bare fordi jeg havde brug for det. Jeg ventede og måtte vente. På den anden side er der ingen tvivl om at det er en del af Hans nydelse at Han kan se hvor meget jeg nyder smerten og slagene, og hvis det er kælesmæk at jeg nyder det, ja så får jeg kælesmæk. Men det er altså også et dobbeltægget sværd, med dobbelt betydning, fordi jeg inde i mit hoved for at nyde det (og nyde det bagefter) også skal have fornemmelsen af ikke at nyde det, men at tage i mod en smerte som gør rigtig ondt, fordi det er det, Han vil..
Jeg kan i hvert fald fortælle hvad jeg kan huske af det sidste af fredag aften. Hvor jeg ør i hovedet og lidt mere følsom og sensitiv end de sidste par gange lå udspændt over spisebordet i min stue, med armene strakt over hovedet og benene bundet til hvert sit bordben.. Hvor tankemylderet var væk, fokus var 100%, og hvor en lidt fortrydelig "teenager/tøse/sub-stemme" inde i mit hoved gentog flere gange:
- "Det her er i hvert fald IKKE kælesmæk.. Det her er i hvert fald ikke kælesmæk.."
Fredag aften hvor jeg, efter mange slag hen over bordet, med gråd i stemmen, snot og tårer i øjnene, bønfaldt Ham om mere, mere for Ham, til Ham. Hvor Han stoppede, fordi jeg tydeligvis havde fået mere end rigeligt, nok og mere til. Hvor jeg bønfaldt ham om mere, fordi Jeg havde sådan brug for at vise Ham at selv når grænsen er nået og jeg virkelig ikke kan mere, så er der lidt mere at give, på den anden side af grænsen. Så han slog igen, og de sidste slag var ikke en service Han ydede, det var ikke kælesmæk, det var heller ikke straf. Det var for Ham, og Han tog imod sin gave..
.
Jeg har på ingen vis den endegyldige sandhed, heldigvis, ellers kom der jo ikke meget debat ud af det ;-). Jeg tror heller ikke at der er en fælles definition som er ens for alle, hvilket jo gør det en smule vanskeligere at tale om. Når det er sagt vil jeg dog alligevel undgå at komme med min sædvanlige "smøre", at det som altid er individuelt og at det udelukkende afhænger af de involverede parter. Jeg skulle nødigt komme til at lyde som om jeg var på repeat, ligesom Lars Klingert i 90'erne i P3 programmet "Natteravnen", hvor hans nærmest konstante standard svar var "Det-synes-jeg-du-skal-tale-med-din-arbejdsgiver-om" (For de som nu er fra min generation og kan huske programmet..)
For mig er der en lov omkring smæk og én lov alene. Det er Ham og kun Ham der bestemmer, hvornår, hvordan, med hvad, og hvor længe.. Nogle gange kan Han, når Han er i det humør, lokkes, især hvis jeg ikke giver lyd fra mig, når Han er begyndt at smække. Men, når det så er sagt ved både Han og jeg selvfølgelig hvad det er jeg gør, og jeg kan lige så godt risikere at Han tænker at jeg kan komme til at ligge som jeg har redt, og helt stoppe..
I virkeligheden er jeg faktisk meget lidt tøset. Jeg kan være en frygtelig ordkløver og drillepind, lidt for rap i replikken for mit eget bedste, have en smule svært ved at modtage kritik (det skal der ikke kommenteres på ;-)), og have svært ved at holde min mund, når det ellers ville være en god idé. De evner giver mig jævnligt knubs i vanille verden, men jeg vælger at sige at det hører til min personlighed, og jeg ville ikke være mig hvis jeg lod være.. ;-) (Øver mig dog fortsat på det med kritikken O:-)) Når det kommer til samværet med Ham kan jeg sagtens smådrille i forspillet, på måden jeg ved Han kan lide og sætter pris på, men når halsbåndet kommer på og når hænder og fødder bliver bundne synes jeg det er småfjollet at kæmpe i mod, jeg er jo i situationen bund liderlig og vil så gerne..
Hvad angår kælesmæk er det et begreb som nok også er ret flydende. Jeg forstår kælesmæk som noget Herren giver sin slavinde fordi hun bare trænger til en blå røv og et par striber, til at blive fanget i liderlighed og lidenskab. Noget hun får, fordi hun har fortjent det, mindst lige så meget hendes behov som fordi Han har brug for at smække. For mit eget vedkommende har jeg gået længe i perioder uden smæk fordi Han ikke var lige dér, og dér blev der ikke uddelt kælesmæk bare fordi jeg havde brug for det. Jeg ventede og måtte vente. På den anden side er der ingen tvivl om at det er en del af Hans nydelse at Han kan se hvor meget jeg nyder smerten og slagene, og hvis det er kælesmæk at jeg nyder det, ja så får jeg kælesmæk. Men det er altså også et dobbeltægget sværd, med dobbelt betydning, fordi jeg inde i mit hoved for at nyde det (og nyde det bagefter) også skal have fornemmelsen af ikke at nyde det, men at tage i mod en smerte som gør rigtig ondt, fordi det er det, Han vil..
Jeg kan i hvert fald fortælle hvad jeg kan huske af det sidste af fredag aften. Hvor jeg ør i hovedet og lidt mere følsom og sensitiv end de sidste par gange lå udspændt over spisebordet i min stue, med armene strakt over hovedet og benene bundet til hvert sit bordben.. Hvor tankemylderet var væk, fokus var 100%, og hvor en lidt fortrydelig "teenager/tøse/sub-stemme" inde i mit hoved gentog flere gange:
- "Det her er i hvert fald IKKE kælesmæk.. Det her er i hvert fald ikke kælesmæk.."
Fredag aften hvor jeg, efter mange slag hen over bordet, med gråd i stemmen, snot og tårer i øjnene, bønfaldt Ham om mere, mere for Ham, til Ham. Hvor Han stoppede, fordi jeg tydeligvis havde fået mere end rigeligt, nok og mere til. Hvor jeg bønfaldt ham om mere, fordi Jeg havde sådan brug for at vise Ham at selv når grænsen er nået og jeg virkelig ikke kan mere, så er der lidt mere at give, på den anden side af grænsen. Så han slog igen, og de sidste slag var ikke en service Han ydede, det var ikke kælesmæk, det var heller ikke straf. Det var for Ham, og Han tog imod sin gave..
.
torsdag den 9. januar 2014
Den ultimative straf.
Bloggen her skriver jeg ikke som en hentydning til min Herre, eller som et forsøg på at påvirke Ham i hverken den ene eller den anden retning. Han er i øvrigt ikke sådan at påvirke, hvis han ikke selv har ønsket om at blive det. Mærkeligt nok.. ;-)
Min Herre tester mig en smule for øjeblikket, hvad angår scenarier, hvad der virker, og hvad der virker rigtig effektivt. Han har altid hvisket fantasier i ørerne på mig, Hvad han kunne tænke sig, hvad Han forestiller sig, hvad Han vil. Hvordan Han ønsker at se mig.. Forleden hviskede ham i mine ører, hvor meget Han glædede sig til at se mig på fredag, liggende på gulvet, iført mit nye undertøj, hofteholder, strømper, bagbundet. Men hvis jeg ikke glædede Ham nok indtil da ville Han lade mig ligge dér, og ikke udsætte mig for nogen straf eller noget andet overhovedet, smæk, eller andet..
Dermed ramte han rent ind i min ultimative frygt, ikke at få smæk eller straf, ikke at få den særlige nærhed, ikke at få mulighed for at vise Ham underkastelsen, ikke at blive udsat for smerten, ikke at vise Ham hvor gerne jeg vil.. Jeg har tidligere levet længe uden sex, går der lang tid nok bliver man ligeglad, og så betyder det pludseligt ikke så meget længere.. Jeg har af nød mere end af lyst også i perioder måttet undvære at udleve min indre masochist, hvilket har været pinefuldt, men nødvendigt, af hensyn til andre, vigtigere ting end mit behov for en rødglødende bagdel. Og så er det sådan det må være. Men som tingene er nu, at skulle være foruden at opleve smerten, at gå og glæde sig en hel uge til fredag, og så ikke opleve glæden i at give mig selv til Ham. Ikke opleve det Han giver mig tilbage, når Han tager fra mig hvad jeg med glæde giver.. På det mentale plan såvel som det meget kødelige.. Det kunne jeg slet ikke rumme. Jeg græd, over tanken alene. Den ultimative straf som virker ved truslen alene, hvor jeg bliver virkelig ramt, nærmest panisk, er tanken om slet ikke at få..
I situationen hiksede jeg, at det er Herrens ret at gøre som Han lyster, for det er det. Det står ikke til diskussion. Den samtale har vi også haft. (Midt i juleaftens forberedelserne, hvor jeg kom med én geschæftig instruks for meget..) Hvis jeg vil være hos manden jeg elsker, have den stærke, dominante mand, og samværet som vi har det nu, med den udvikling vi er midt i, er det sådan det må være. Ellers går vi tilbage til den gamle stilstand, som ikke virkede, og det ønsker ingen af os. Dermed er resten givet, at det er Hans ret. Men jeg kunne næsten ikke rumme tanken om dén straf.. Om eller når jeg skal eller bør udsættes for straffen, for at lære eller bare fordi, ved jeg ikke. Det synes jeg er svært at filosofere over, og da det alligevel ikke står til mig at afgøre (ud over selvfølgelig at gøre mit bedste for at følge Hans anvisninger), vil jeg lade den ligge.
Hvad angår straf generelt så siger jeg ikke, at jeg ikke kan påføres straf og smerte så kraftig at jeg ikke ville kunne udholde den, for selvfølgelig kan jeg det. Selvfølgelig kan mine grænser på dén og andre måder overskrides, og jeg kan blive udsat for ting jeg ikke bryder mig om. På den mindre gode måde. Men jeg stoler på ham, dybt, og jeg stoler på at Han vil samle mig op igen, hvis mine grænser bliver overtrådt for meget. For lidt skal de grænser vist rykkes og overtrædes en gang i mellem, har jeg hørt. (Noget med en gulerod man ikke skal lade dingle for længe foran en Herres blik..)
Han vil samle mig op, ganske som han meget enkelt samlede mig op forleden morgen:
"Det er kun godt at jeg kender din værste frygt". Både hvis eller når jeg bruger den, men også så jeg kan beskytte dig mod den.."
.
Min Herre tester mig en smule for øjeblikket, hvad angår scenarier, hvad der virker, og hvad der virker rigtig effektivt. Han har altid hvisket fantasier i ørerne på mig, Hvad han kunne tænke sig, hvad Han forestiller sig, hvad Han vil. Hvordan Han ønsker at se mig.. Forleden hviskede ham i mine ører, hvor meget Han glædede sig til at se mig på fredag, liggende på gulvet, iført mit nye undertøj, hofteholder, strømper, bagbundet. Men hvis jeg ikke glædede Ham nok indtil da ville Han lade mig ligge dér, og ikke udsætte mig for nogen straf eller noget andet overhovedet, smæk, eller andet..
Dermed ramte han rent ind i min ultimative frygt, ikke at få smæk eller straf, ikke at få den særlige nærhed, ikke at få mulighed for at vise Ham underkastelsen, ikke at blive udsat for smerten, ikke at vise Ham hvor gerne jeg vil.. Jeg har tidligere levet længe uden sex, går der lang tid nok bliver man ligeglad, og så betyder det pludseligt ikke så meget længere.. Jeg har af nød mere end af lyst også i perioder måttet undvære at udleve min indre masochist, hvilket har været pinefuldt, men nødvendigt, af hensyn til andre, vigtigere ting end mit behov for en rødglødende bagdel. Og så er det sådan det må være. Men som tingene er nu, at skulle være foruden at opleve smerten, at gå og glæde sig en hel uge til fredag, og så ikke opleve glæden i at give mig selv til Ham. Ikke opleve det Han giver mig tilbage, når Han tager fra mig hvad jeg med glæde giver.. På det mentale plan såvel som det meget kødelige.. Det kunne jeg slet ikke rumme. Jeg græd, over tanken alene. Den ultimative straf som virker ved truslen alene, hvor jeg bliver virkelig ramt, nærmest panisk, er tanken om slet ikke at få..
I situationen hiksede jeg, at det er Herrens ret at gøre som Han lyster, for det er det. Det står ikke til diskussion. Den samtale har vi også haft. (Midt i juleaftens forberedelserne, hvor jeg kom med én geschæftig instruks for meget..) Hvis jeg vil være hos manden jeg elsker, have den stærke, dominante mand, og samværet som vi har det nu, med den udvikling vi er midt i, er det sådan det må være. Ellers går vi tilbage til den gamle stilstand, som ikke virkede, og det ønsker ingen af os. Dermed er resten givet, at det er Hans ret. Men jeg kunne næsten ikke rumme tanken om dén straf.. Om eller når jeg skal eller bør udsættes for straffen, for at lære eller bare fordi, ved jeg ikke. Det synes jeg er svært at filosofere over, og da det alligevel ikke står til mig at afgøre (ud over selvfølgelig at gøre mit bedste for at følge Hans anvisninger), vil jeg lade den ligge.
Hvad angår straf generelt så siger jeg ikke, at jeg ikke kan påføres straf og smerte så kraftig at jeg ikke ville kunne udholde den, for selvfølgelig kan jeg det. Selvfølgelig kan mine grænser på dén og andre måder overskrides, og jeg kan blive udsat for ting jeg ikke bryder mig om. På den mindre gode måde. Men jeg stoler på ham, dybt, og jeg stoler på at Han vil samle mig op igen, hvis mine grænser bliver overtrådt for meget. For lidt skal de grænser vist rykkes og overtrædes en gang i mellem, har jeg hørt. (Noget med en gulerod man ikke skal lade dingle for længe foran en Herres blik..)
Han vil samle mig op, ganske som han meget enkelt samlede mig op forleden morgen:
"Det er kun godt at jeg kender din værste frygt". Både hvis eller når jeg bruger den, men også så jeg kan beskytte dig mod den.."
.
onsdag den 1. januar 2014
En tur langt væk..
Inden forventningerne skrues alt for højt op vil jeg lige fortælle, at vi altså drog af sted med 50% af os forkølede, og så er det jo ikke altid at man har energi til overs til for meget sjov og ballade.. Ikke hvis man er mand i hvert fald.. ;-)
Allerførst, inspektionen af missemåtten, jf. forrige blog. Den havde haft et par dage mere at gro til i, så den mest synlige pletskaldethed var dækket af et par af de andre dun. Dommen gik dog ikke så meget på æstetikken, men at den var god nok at røre ved..
Søndag morgen.. Synes i øvrigt passende at starte med, da jeg vist primært har lovet noget om lørdag aften, og det tidligere har vist sig ret underholdende at danse lidt rundt om den varme grød.. Søndag morgen var en af de morgener hvor jeg vågnede en smule radbrækket, noget med visse ømme steder på kroppen, som jeg faktisk kan vågne af om natten, hvis jeg kommer til at vende mig og ligge på en bestemt måde.. Ikke at jeg på nogen vis klager, altid rart at føle ømheden i kroppen efter noget godt. Lørdag morgen skåner jeg jer for, den var mest præget af en forkølet Herre og papirlommeletter ;-). Søndag morgen var, dejlig, og næsten vanilleagtig med den vækkemetode han vanligvis foretrækker, at jeg sætter mig godt til rette ovenpå Ham, og lader mig glide ned over Ham..Ikke særlig vanilleagtig var dog de fingre som borede sig ind de mest ømme steder på min krop, stederne som også havde vækket mig om natten..
Lørdag aften.
Endnu en gang fik jeg lov til at sidde bundet i sofaen med hænderne på ryggen, blindfolded, ventende. Endnu en gang hviskede Han i mit øre om sine planer omkring aftenen. Spisebordet i hjørnet, som ellers mest bliver brugt som tegne-spille-computer bord. Trukket ud fra hjørnet og ud på gulvet, så Han kunne bevæge sig rundt omkring det. Så vinklen kunne varieres og slagretningen ændres med det valgte redskab. Mod kvinden, mig, bundet og udspændt hen over bordpladen, hænderne bundet sammen og strakt ud over bordet, røven i vejret tilgængelig, og benene spredte og fastbundne til hver sit stoleben. Fødderne stilet klædte, så balancen kunne korrigeres og røven fik den præcist mest tilgængelige og praktiske højde i forhold til Ham. Jeg stod der jo et stykke tid, mens Han fandt og brugte redskaber at slå med jeg nærmest ikke efterhånden kunne skelne fra hinanden. Flogger, ridepisk, flettet pisk med en knude i enden, spanskrør..
Men det var ikke det der startede turen ind i subspace. Det gjorde den pludselige, frygtindgydende og nye fornemmelse af ridepiskens slag, som helt uventet landede på kinderne i mit ansigt, mange gange, mod begge kinder, mens jeg sad i sofaen. Berøvet synet bag blindfolden så meget desto mere sårbar og modtagelig..
Bagefter sad jeg længe, længe på gulvet ved Hans fødder, det eneste og helt rigtige rigtige sted at være..
.
Allerførst, inspektionen af missemåtten, jf. forrige blog. Den havde haft et par dage mere at gro til i, så den mest synlige pletskaldethed var dækket af et par af de andre dun. Dommen gik dog ikke så meget på æstetikken, men at den var god nok at røre ved..
Søndag morgen.. Synes i øvrigt passende at starte med, da jeg vist primært har lovet noget om lørdag aften, og det tidligere har vist sig ret underholdende at danse lidt rundt om den varme grød.. Søndag morgen var en af de morgener hvor jeg vågnede en smule radbrækket, noget med visse ømme steder på kroppen, som jeg faktisk kan vågne af om natten, hvis jeg kommer til at vende mig og ligge på en bestemt måde.. Ikke at jeg på nogen vis klager, altid rart at føle ømheden i kroppen efter noget godt. Lørdag morgen skåner jeg jer for, den var mest præget af en forkølet Herre og papirlommeletter ;-). Søndag morgen var, dejlig, og næsten vanilleagtig med den vækkemetode han vanligvis foretrækker, at jeg sætter mig godt til rette ovenpå Ham, og lader mig glide ned over Ham..Ikke særlig vanilleagtig var dog de fingre som borede sig ind de mest ømme steder på min krop, stederne som også havde vækket mig om natten..
Lørdag aften.
Endnu en gang fik jeg lov til at sidde bundet i sofaen med hænderne på ryggen, blindfolded, ventende. Endnu en gang hviskede Han i mit øre om sine planer omkring aftenen. Spisebordet i hjørnet, som ellers mest bliver brugt som tegne-spille-computer bord. Trukket ud fra hjørnet og ud på gulvet, så Han kunne bevæge sig rundt omkring det. Så vinklen kunne varieres og slagretningen ændres med det valgte redskab. Mod kvinden, mig, bundet og udspændt hen over bordpladen, hænderne bundet sammen og strakt ud over bordet, røven i vejret tilgængelig, og benene spredte og fastbundne til hver sit stoleben. Fødderne stilet klædte, så balancen kunne korrigeres og røven fik den præcist mest tilgængelige og praktiske højde i forhold til Ham. Jeg stod der jo et stykke tid, mens Han fandt og brugte redskaber at slå med jeg nærmest ikke efterhånden kunne skelne fra hinanden. Flogger, ridepisk, flettet pisk med en knude i enden, spanskrør..
Men det var ikke det der startede turen ind i subspace. Det gjorde den pludselige, frygtindgydende og nye fornemmelse af ridepiskens slag, som helt uventet landede på kinderne i mit ansigt, mange gange, mod begge kinder, mens jeg sad i sofaen. Berøvet synet bag blindfolden så meget desto mere sårbar og modtagelig..
Bagefter sad jeg længe, længe på gulvet ved Hans fødder, det eneste og helt rigtige rigtige sted at være..
.
Abonner på:
Opslag (Atom)