Mit submissive sind..

Et par filosofiske tanker..



Jeg har altid tænkt (eller i hvert fald siden jeg begyndte at blive mere kinky), at jeg var mest masochist, og ikke særlig submissiv. Jeg har ikke noget 24/7 forhold, og min kæreste har ikke nogen forventninger om at få serveret kaffen, hjemmeskoene eller avisen. Om at jeg sidder ved hans fødder, i overført og konkret betydning. Selv om, indrømmet, at hvis han bad om det og gerne ville have det, så ville jeg servere kaffen, hjemmeskoene og avisen.. Sidde ved hans fødder.. Ikke ret meget jeg ikke ville gøre for at have en glad kæreste og få smæk.. Første hint om et submissivt sind..



Andet hint.. Før jeg mødte ham brød jeg mig ikke om smæk i måsen og havde helt enormt svært ved at leve mig ind i bindelege.. Bevares, ok at binde mig, men det var jo bare en leg, og nærede aldrig den mindste smule tvivl om at jeg ville blive bundet op eller kunne slippe fri hvis jeg ville, nærmest lidt grinagtigt.. Så mødte jeg ham, og han gjorde det helt klart fra første date, at han havde en mørk side, som jeg skulle være åben for. Mine tanker var, at det lød da spændende, jeg kunne jo lide ham, syntes han var spændende, så jeg var åben for hvad han havde tænkt sig.. Og en hel ny verden åbnede sig. Min verden. En verden med ham, jeg elsker, med ham som har lært mig mere om mig selv sexuelt end nogen anden.



Tredie hint.. Så´ ind i øjnene på min fortid for et par måneder siden.. En speciel og særlig fornemmelse, en forelskelse fra min pureste ungdom, en mand som også har lidt anderledes interesser. Som jeg også ville have fået, for at glæde ham ja, men i sidste ende ville de også være blevet mine.



Fjerde hint, mindre seksuelt, alle de gange jeg har påtaget mig en særlig interesse som en kæreste havde, for at vi havde noget til fælles, noget at dele, og som bl.a. gjorde mig til radio-amatør med eget "call" og ekspert i sten..



Jeg har selvfølgelig gjort mig tanker om jeg nu også er helt normal, og om jeg ikke i virkeligheden har en eller anden form for personlighedsforstyrrelse.. Det har jeg ikke, jeg har bunker af empati, masser af selvreflektion, tænker aldrig bare sort-hvidt, har ingen problemer med at opretholde relationer og synes aldrig det bare er de andres skyld.. Jeg har en god fornemmelse af hvad jeg kan og hvem jeg er, mine positive sider og de mindre positive.. Jeg kan godt finde ud af at sige undskyld (selv om det kan være svært for stoltheden ;-)) og har aldrig overvejet at gøre skade på mig selv.. Men jeg kan være lidt hård ved mit dankort en gang i mellem..



Pointen, jeg er masochist, ja, jeg har brug for smerten for at lade tankerne forsvinde og befinde mig i nuet.. Men jeg er også submissiv, jeg får det bedre ved at mærke at min elskede har det godt, og jeg vil gå rigtig langt for at at hjælpe ham på vej.. Og jeg får det dårligt hvis jeg ikke kan.. Og jeg er en sund, fornuftig, foretagsom, følsom og fræk kvinde, oveni..



.