Et par hverdags weekender..

Det har været hverdag, igen, med de udfordringer der nu én gang er..



Sidste weekend, i huset langt væk ude i skoven, med børn. Døren er låst til soveværelset, og børnene sover som regel længe. På den anden side af væggen. Forestil jer billedet af mig, liggende på sengen på ryggen med vidt spredte ben, nøgen, bortset fra mit brede læder halsbånd. Jeg er gag'ed, lukkede øjne, anklerne iført hver sin sorte læder manchét og bundet stramt ned til hver sit senge ben. Håndleddene ligeledes iført manchetter, bundet sammen, armene løftet strakte lige op i vejret, med rebet bundet omkring bjælken i loftet over sengen. Så begynder det at rumstere på den anden side af døren.. Og Herren kommer til at tænke på hvor lang tid det egentlig tager at løsne mig, hvis der nu skulle ske en mindre, eller snarere større katastrofe på den anden side af væggen. Samt, at når vi kan høre hver en bevægelse på den anden side af døren kan de høre tilsvarende på vores side.. Dét tog en del af koncentrationen..



Forrige weekend, også i huset langt væk ude i skoven, denne gang med Herrens familie, denne gang er det Herrens storesøster!! som sover direkte på den anden side af væggen. Og hun har ikke ry for at have et godt sovehjerte.. Søndag morgen, jeg prøver ihærdigt på at fokusere på at det er noget så kinky og uartigt uartigt at lave det vi laver, med hende på den "anden side".. Det virker ikke rigtigt.. Spanskrør og single tail pisken graves begge frem, men nogen har valgt ikke at producere mine baller som den lydløse model af slagsen.. Tankerne vandrer, intet fokus, jeg ligger bagbundet på sengen, liggende på siden, arme og hænder bag på ryggen. Den ene arm er mest i vejen, pokkers ubekvem stilling, men det er vel meningen.. Skal jeg lave pandekager til morgenmad..?? Indtil Herren resolut gag'er mig med sin pik. Så kom fokus..



Snart, igen, et par weekender, nu uden børn. Og uden storesøstre..


.

Sub blues..

Weekend uden børn i huset langt væk. Kulissen for en kinky weekend, med roen i skoven og førstesalen med Masters bedroom og de fritlagte bjælker.. Egentlig havde jeg planlagt en længere nærmest novelle-agtig beskrivelse af hele weekendens oplevelser, som bestemt indeholdt scenarier nok til en længere fortælling omkring "Han sagde, hun gjorde, Hans hånd ramte, pisken mærkede, hendes støn og skrig.." Nu hvor der er gået lidt mere end et døgn sidder jeg imidlertid tilbage med, ikke følelsen af og lysten til at fortælle en længere ekshibitionistisk historie, men mere en indre følelse af faktisk at være lidt ked af det, måske den nok så omtalte sub blues efter en meget intens weekend..? Scenarierne som stod så tydeligt i mit hoved som mærkerne på min krop igår på vejen hjem er afløst af en tristhed og et savn.. Lige nu er det ikke skrivelysten som bobler, men mere et lille smil på læberne, en fortsat varm følelse i ballerne, og den indre tristhed..



Jeg lader mine "noter" stå, mon ikke lysten til at fortælle og hukommelsen for detaljerne vender tilbage om et par dage. Jeg tager mig lige en kop the..



.

En lille opgave..

Jeg havde brugt hele dagen til at filosofere over hvordan spørgsmålet skulle præsenteres..



Efter en god weekend med dertil hørende mærker havde jeg fået en opgave.. Jeg har en rigtig god ven og Kollega, som også har følehornene inde i det sorte univers.. Vi har talt om vores fælles interesse, men det er aldrig blevet rigtig bogstaveligt. Indtil Han, min Herre efter weekenden sagde til mig:



"Du skal spørge ham om han vil se dine mærker. Vil han se dem skal du vise ham dem."



Det kan jeg da ikke, det er jo arbejde, han har sit eget liv som ellers ikke, eller kun sporadisk blandes med mit.. Men, ingen vej udenom, og kjole på hjemmefra, for nemheds skyld.. Jeg skulle ikke nyde noget af at stå og fumle i et par stramme jeans nede om anklerne.. Det tog mig en hel dag at få listet mig ind på hans kontor og spurgt.. "Min Herre siger, at jeg skal vise dig mine mærker hvis du vil se dem. Vil du det..?" (Jeg vidste jo godt han ville sige ja..)



Aldrig er jeg kommet så!! hurtigt ud af nogens kontor igen.. Senere stak kollegaen storgrinende og med et glimt i øjet hovedet ind på mit kontor og sagde, at nu måtte jeg godt begynde at trække vejret igen..



.