Jeg prøver at huske hvor mange år jeg egentlig har færdedes i det Sorte Univers, og hvor lidt jeg egentlig ved.. Eller hvor meget.. Jeg var 38 år da jeg første gang oplevede at et klask i måsen ikke gjorde ondt og var irriterende, men kunne noget helt andet. Siden da har jeg været serielt monogam i en ekstremt mangfoldig og spændende verden, fyldt med muligheder, men måske også nogle begrænsninger. For hvem er man når man er submissiv masochist, hvad må man, hvad må man ikke, hvordan er reglerne, hvis der overhovedet er nogen?
Da jeg var yngre havde jeg et meget stort behov for at definere mig selv i forhold til andre submissive masochister, var jeg mere eller mindre masochist end dem, (okay, en lille smule konkurrence indeni mig selv omkring at være dygtig masochist er der stadig ;-) ), hvad er man når man er "ægte" submissiv, hvad er do's and dont's, man må for Guds skyld ikke Toppe fra bunden, og hvordan forholder man sig når man nogen steder skal indordne sig bestemte regler, som andre steder er decideret modstandere af..
Jeg er vokset lidt fra de overvejelser, har fundet min plads tror jeg, i mig selv mere end noget andet, forhåbentlig fået en bedre forståelse af at det ikke er vigtigt med kasserne, men langt vigtigere at være tro overfor sig selv. (Og undskyld, her kan forekomme klichéer, det er svært ikke at skrive klichéfyldt når man kort ridser tanker op..)
Og nu er jeg så single.. Igen..
Det har jeg været før, og i flere omgange relativt hurtigt kastet mig ud i en ny relation, fuld af sult i forhold til ikke at skulle gå glip af noget, med en fornemmelse af at mangle en oplevelse, en bestemt form for relation til en bestemt type Mand.. Jeg vil ikke påstå at jeg ikke fortsat er sulten efter oplevelser og relationer, en nylig oplevelse har kun fristet yderligere, men jeg mærker en stor forskel fra tidligere, jeg er ikke længere så "desperat". Jeg har oplevet rigtig meget, især indenfor smerte, overskridelse af grænser og tilsidesættelse af egne behov for den "Ham" jeg kendte lige dér.. Jeg har virkelig lyst til at gå en anden vej denne gang, ikke sådan at jeg ikke erkender min egen submissitivitet og evne og ønske om at please, men jeg er sikker på der er en anden vej end den jeg har betrådt indtil nu. Og den vej glæder jeg mig helt enormt til stille og roligt at finde. Og på turen hen til den vej vil jeg være nysgerrig, men også lidt mere opmærksom på at min underkastelse er noget man må vinde og fortjene.. Til gengæld ved jeg at jeg er udfordringen værd.
Og hvad har jeg så blandt andet oplevet i min vandring indtil nu.. En helt fantastisk oplevelse, frit stående i stiletter på et smukt gulv med en single tail smældende mod min hud mens mit fokus og mine øjne var fangede i en Mands stærke blik..
..
..
Måske følger mere ;-)
